Endnu en uge er gået, og krapylerne er nu blevet 5 uger. De leger, sover, spiser og leger igen dagen lang, men er generelt bare tre nemme killinger. De er alle tre efterhånden kommet rigtig godt igang med at spise, selvom Felicity helt klart er i front på dette punkt. Om aftenen kommer de med i sofaen og putter lidt, men det handler om at hente dem på det helt rigtige tidspunkt, når de er tilpas trætte til at putte, for ellers går der fangeleg i hele sofaen, og så kan vi godt glemme alt om at putte, eller foretage os andet end holde styr på dem.
Fotosession denne gang foregik delvist på altanen i påskesolen. Det var første gang de var derude, men det var bare endnu en oplevelse de tog med høj haleføring. Billederne ligger på killingesiden.