Nye billeder her…

4 uger er nu gået siden Ditte og Dwayne kom til verden. De leger vildt, løber rundt, bider i hinanden (og nogle gang sig selv), fanger bolde og andet legetøj, for så til sidst, når energien er brugt op, at ligge sig på det blødeste tæppe og sove.
De er begyndt at spise lidt mad. Ditte med stor begejstring men Dwayne var mere skeptisk. Han er dog kommet efter det og får mere og mere smag for det, for hver dag der går.

Elliot, Eddie, Edward og Elbjørn er blevet 3 uger og er nu begyndt at gå så småt rundt. De forsøger sig med lidt leg og er meget opmærksomme når vi er i nærheden. De vil meget gerne snakkes med og ruller sødt over på ryggen til lidt nus på maven. Et lille spind følger som regel med.

Selvom der er 9 dage imellem kuldene, er der efterhånden ikke meget forskel på størst og mindst. De er alle flyttet ned i stuen. De små dog stadig i et afgrænset område indeni kravlegården.
Dwayne synes, at hans onkler er helt fantastiske, og han kravler gerne op til dem, hvis han kan komme til det. Både for at putte og for at lege.