De tre musketerer er nu flyttet ned i stuen, og har fået mere plads at boltre sig på. De følger med i alt det der sker omkring dem, og kalder gerne på os, så snart de kan se, vi er i nærheden. Sætter vi os ind i til dem, så går der ikke mange sekunder, før de alle tre ligger i skødet med alle 4 ben i vejret.
De har fået vand, mad og kattebakke ind og har så småt smagt lidt på maden. Findus og Fryd Feodora var ikke helt overbevist, men Felicity var helt med på idéen og spiste med stor appetit.
Det skønne med 4-ugers killinger er, at de enten har fuld fart på eller sover. Det vanskeliggør dog det der med billedetagning en smule (ret meget). Vi beklager men arbejder på poseringen og satser på, at vi efterhånden får lært dem at sidde bare lidt stille under fotograferingen. Killingesiden er opdateret med vægtkurve og 4-ugers billeder.